Ja, udover Historien om skrædderen (som jeg kan li' fordi den er et vink med en vognstang til os i pædagogfaget om at passe på den måde vi ofte virker/agerer fagligt på) er der selvf. masser af andre - hvis du har nogen du vil dele, så send dem til mig, please <3

Her på siden er det små sentenser der følger:

- "Har man ikke mod til at drømme - har man ikke kraft til at kæmpe" [Brokgruppen]

- "Jeg siger Jer: man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne" [Nietzsche]

- "Det gælder om at stå med fødderne solidt plantet i utopiernes virkeliggørelse" [ut ;-)]

- "Det gælder os alle, at fejl bør være en vadesten, ikke en møllesten"

- "Nogen gange kan ens liv godt føles som et puslespil, hvor brikkerne bevæger sig og skifter farve og størrelse når man rører ved dem" [Emme]

Følg din livsbane, 
følg dit hjerte.
Og du skal finde lykken

For når du ønsker noget
af hele dit hjerte,
går hele universet sammen
om at hjælpe dig". 
[af Paulo Cohelho ]

Vi skal lige ha' denneher med "...Det eneste der gør, at solen aldrig kommer frem, er alt det jord du har i hovedet.." [Fra Familieorkestret - sunget fremragende skøøørt af Kazio Kierpaul ~ skal høres....Og så er det jo oven i købet en vigtig sandhed der er værd at tage noget så alvorligt, ik']

"Og det er ikke således, at en mand ikke skal kende til sorg, men står han op før daggry og underholder sig varsomt med et gammelt træ, der støtter sin hage mod den sidste stjerne, vil han dybt i den fastende himmel se store rene ting forvandle sig til glæde" [..Saint-John Perse..]

Som menneske og som pædagog har jeg som et stort ønske at være med til give andre mennesker lyst til at træde i nyfalden sne....ta' springet:

'Nu kan du Tale'

'Du kan tøve så længe for at samle styrke

at du går glip af det, som springet vil betro dig.

I springets hjerte lå et øjeblik af plantens ro

springet hvor du satte alt ind.

Længe skal du vove springets dødsfrygt

før din ryg bliver krænget op til en vinge,

en rype i det grænseløses hænder.

Fortsæt din kærligheds stormløb.

På tinderne dvæler ynden.

Når du i endeløse år har levet for at blive frugt,

når din ærgerrighed er afløvet,

din viljes træ omstyrtet,

vågner du en dag alene med dig selv og er oprigtig.

Oprigtigheden kræver ikke mod.

Den har ikke frygtløse øjne.

Den er barndommen før angsten.

Floderne, kilderne, spejler sig ikke længere i dine træk.

Du er løst op i floden og i kilden.

Nu kan du tale. Dit mindste ord er et digt.'

[...Paul La Cour...]

 

 

 

 

 

26246664.dk